Kragelundtoften 16, Kragelund, 8600 Silkeborg

Købsaftale underskrevet

Kvalitetsvilla fra 2000 med 171 kvm bolig, beliggende attraktivt i Kragelund med 1.801 kvm grund

For enden af en lukket vej ligger denne kvalitetsvilla fra år 2000 med dobbelt carport og skøn stor grund på 1.801 m2 op til natur. Kragelund er en eftertragtet og børnevenlig by med et stærkt og dynamisk bysamfund samt et stort udvalg af fritidsaktiviteter til den aktive familie, herunder friluftsbad, sportshal og fitnesscenter. Blandt byens foreninger findes Idrætsforeningen FK73, der tilbyder et bredt udvalg af aktiviteter som svømning, gymnastik, fodbold, triatlon, kroket, løb, cykling og håndbold. Der er desuden et rigt kulturliv i byen med teaterforening, foredragsforening og sangaktiviteter.

Den lokale købmand og det velkendte bryghus understreger, at Kragelund har engagerede ildsjæle, som brænder for sammenhold og lokalsamfundet. Her kan en familie, som søger tryghed, fællesskab og et bredt udvalg af aktiviteter, nyde hverdagen i fulde drag. Byen ligger desuden i kort afstand til det unikke naturområde ved Bølling Sø på ca. 360 hektar, hvor der er rige muligheder for naturoplevelser. Der er kun ca. 10 minutters kørsel til motorvejen mellem Aarhus og Herning.
Boligen fremstår velholdt og kvalitetsbevidst med dens rosa gule mursten og betontagsten. Den store og præsentable indkørsel har plads til flere biler, enten i dobbelt carporten eller ved den brede indkørsel.

Villaen har et samlet boligareal på 171 m² og tilbyder en god børneafdeling med to værelser med indbyggede skabe, bryggers og badeværelse. Herfra er der adgang til boligens lyse og rummelige fællesareal – køkkenalrummet.

Fra alrummet er der udgang til to af husets dejlige terrasser, hvor man kan flytte sig efter solens gang. Der er også adgang til stuen via de franske døre, som smukt opdeler rummene og skaber ro og fordybelse. Den lyse stue vender mod sydvest og har en god vinkel, der giver plads til et kreativt hjørne, hvor hele familien kan lege og være sammen. Desuden er der en forældreafdeling med soveværelse, indbyggede skabe og et stort privat badeværelse.

Haven er et kapitel for sig selv. Den store grund ligger helt op ad skovkanten, hvilket giver børnene mulighed for at udfolde sig frit. Haven har mange hyggelige kroge samt plads til legehus, trampolin og boldspil. Fire terrasser omgiver boligen, og om aftenen kan man nyde den sydvestvendte terrasse med murede sider, som skærmer mod vind og vejr – en særlig perle, hvor familien kan samles.

Denne villa er ideel for familien, der ikke vil gå på kompromis med kvalitet, plads og fred og ro. Her får man en bekvem og rolig beliggenhed, hvor både børn og voksne kan udfolde sig på den store grund og i boligens forskellige afdelinger.